Det hotte hatch forfører med passioneret performance, pakket ind i et overdådigt sportssetup.
Det vi i realiteten prøver på at sige er, at vi blot går og glæder os helt gevaldigt meget til at forkæle dig med en prøvetur i den ultra populære Mercedes-Benz model. Den har virkelig taget os med storm endnu en gang med sine indvendige og udvendige lækkerier. Det hotte hatch kan vitterligt alt, hvad du har brug for i din hverdag, men den tager altså også lige din kørsel et par solide trin op ad luksus- og komfortstigen.
Nok hestekræfter til at booste din hverdag og klare dagens opgaver til UG.
Selvom det er en kompakt gentleman, skal man ikke tage fejl af størrelsen. Det er en Premium luksusbil med gode, gammeldags manerer, som bestemt ikke holder igen, når det kommer til at sætte dine behov først. Rummeligheden skal du slet ikke tvivle på, for den kan snildt tage sig af hele dit entourage. Og dét, uanset om der er tale om et mini fodboldhold, som skal eskorteres til den ugentlige træning, eller de gode gamle favoritmennesker, der stadigvæk hænger ved af alle de rigtige årsager, og som du derfor også skal have med på en velfortjent tur eller to.
Du skal ikke være bange for, om A-klassen kan klare det mindste pres, for der gemmer sig en ret så arrig motor med hele 421 hk under kølerhjelmen, som lever for at rive i asfalten, hver gang de kan slippe af sted med det. Hvis du ovenikøbet hører til de helt kække førere, der får et kick, når adrenalinen bliver sat på prøve, og elsker lyden af et accelererende luksuslyn, vil dit begejstringsniveau peake med garanti, når dens topfart passerer 225 km og den rammer præcis 100 km/t på små 8 sekunder. Går du hele vejen og snupper nøglerne til en AMG 35 4MATIC, får du hele 306 hk at lege med, og de stiller sig ikke tilfredse, før de accelerer motorkraften op på imponerende 250 km/t. Starter du på 0, vil det kun tage den 4,7 sekunder, før du kommer op på akkurat 100 km/t.
Kompakt, luksuriøs og alsidig sportsbil, der er din trofaste følgesvend.
Selvom A-klassen oser af en underspillet elegance, pakket sensuelt ind i sportslige konturer og smukt ”Sensual Purity”-design, behøver du altså ikke nødvendigvis at være det mindste sporty anlagt, for det er en bil, der har selvtillid og power nok til at charmere sig ind på dig anyway. Og du vil ikke kunne sige nej til charmøren. Den sprøde stjernegrill, de 17” letmetalfælge og vanvittigt lækre LED High Performance-forlygter er blot et beskedent udpluk af eminente eksteriør-detaljer, som vidner om en karakterstærk bil, der aldrig går ubemærket hen. Hvis dit hjerte alligevel banker for vaskeægte power-performance på fire hjul, skal du altså bare glæde dig til at hoppe ind bag rattet på dét, der svarer til sportselitens snævreste og mest suveræne kreds af verdensklasse-legender.
Vi er i hvert fald sikre på, at du bliver mindst lige så begejstret som os, når du meget snart får mulighed for at sætte dig ind bag rattet. Her kommer du for alvor til at mærke, hvad det vil sige at være omslynget af gennemførte designdetaljer i form af elegante interiørlister i kulfiber-look, udsøgt læder svøbt omkring multifunktionssportsrattet, der føles intet mindre end fantastisk mellem hænderne. Og det absolut geniale ved rattet er, at den samler alle dine kommandoer ét sted, så du principielt ikke behøver at løfte hænderne på noget tidspunkt. Touchbetjeningen reagerer på dine fjerlette berøringer, så du kan næsten ikke gå galt i byen.
Skal dine kørsler være en smule sjovere, forvandler head-up displayet forruden til et fascinerende digitalt cockpit. Det er en ret fed funktion, for de vigtigste informationer bliver projekteret direkte i dit synsfelt og viser dig navigationen i forruden. Bare rolig, du kommer heller ikke til at gå ned på sikkerheden, for A-klassen har en hel hjær af active lane keeping- og bremseassistenter, der er dine ekstra sæt øjne i trafikken. Forlader du din vognbane, eller kommer du for tæt på de øvrige trafikanter, retter systemet dig blidt tilbage i vognbanen. Lykkes det dig alligevel at glide forbi vognbanen, vil vibrationer i rattet advare dig. Blind spot assistenterne tager sig af de blinde vinkler og sørger for, at du ikke kommer for tæt på trafikanter i bilens blinde vinkler, og så hjælper bakkameraet dig i hus, så dine parkeringer sidder lige i skabet hver gang.
Créme de la créme må dog være ambientebelysningen, som altså bare er en gamechanger, når det kommer til at sætte stemningen i kabinen. Okay, hvis vi også lige tilføjer Dolby Atmos soundssystemet til ligningen, får du intet mindre end et fripas til pure underholdning på allerhøjeste frekvens. Dine yndlingsnumre rammer virkelig et kvalitetsniveau, du sjældent har oplevet før, og tager dig nærmest til en ny dimension.
Køreegenskaber der giver dig alt det du gerne vil være bag rattet.
A-klassens køreegenskaber er intet mindre end imponerende, og der er bestemt ikke sparet på verdensklassekomforten. Tværtimod sørger komfortsæderne for, at din følelse af velvære altid er på sit højeste, når du først får sat selen i spænd og sat dig godt til rette. Det er fuldstændig underordnet, om du skal på en kortere smuttur i Københavnsområdet, eller om MBUX-multimediasystemets knivskarpe navigation er sat til at assistere dig på en længere rute.
Nu vi er ved komfort, er det også på sin plads at nævne DYNAMIC SELECT, som kort sagt giver dig mulighed for at vælge forskellige køreprogrammer. Vil du have mere fut i maskineriet, kan du med et enkelt ryk på midterkonsol-knappen slå programmet ”Sport” til, hvor ”Comfort” giver dig mere afbalancerede køreegenskaber, og sidst men ikke mindst kvitterer ”ECO” med en høj effektivitet, hvilket både din benzintank og pengepung vil værdsætte. Uanset om dit hjerte banker for det hotte hatch eller den sensuelle sedan, der helt basalt besidder de samme ekstraordinære evner som ”lillebroren”, får du en helt igennem exceptionel bil, der med garanti vil tage dine hverdagsture op til et helt nyt og nærmest uopdaget niveau af ren luksus.